How To Use
  • To navigate between chunks, either use the Next and Previous buttons or simply click on the chunk you wish to edit. You can also use keyboard shortcut Alt+N for Next, Alt+B for Previous, and Alt+M for Mark & Next.
  • Changes are saved as soon as you navigate away from a chunk.
  • Chunks have three states: New, Seen, and Verified. If a chunk was found in translation memory, it will be inserted as Seen or Verified.
  • If a chunk is modified while in New state, it will be changed to Seen state.
  • Subscribers may click on source words to look up translations and add expressions to their personal dictionaries.
  • Style markers (e.g. <S4> and </S4>) signify that the text inside has a different format or effect. The markers can be moved around as needed, but don't change the numbers in them.



Julian den Frafaldne



Sankt Merkurius slår Julius den Frafaldende ihjel Julian den Frafaldne gr. Apostata , egl. Flavius Claudius Julianus 331


26. juni 363


var romersk kejser 361- 363 , og den sidste ikke-kristne kejser den romerske trone .



Som nevø af Konstantin den Store overlevede Julian som dreng blodbadet efter dennes død i 337 , som bragte bl.a. fætteren Constantius II til magten .


Han voksede op som kristen under nøje overvågelse af fætterens spioner , men modtog en græskpræget opdragelse , som hemmeligt førte ham i antikristen retning , stærkt inspireret af nyplatonismen .


I 354 udnævntes han til underkejser i Gallien i mangel af andres havelse og overraskede ved at vise glimrende evner som hærfører og administrator .


Da Constantius i 361 ønskede hans hær beskåret med henblik på et felttog mod perserne , gjorde han oprør efter sigende presset af soldaterne men blev kejser uden kamp samme år , da fætteren døde .



Oprøret mod Constants



Der er to hovedkilder til begivenhederne der leder til Julians kejserudnævnelse .


Den første er Julians egen beskrivelse i brevet til Athen som han skrev i 361 da han gjorde klar til at marchere mod Konstans .


Brevet er et forsøg at legitimere sin handlinger overfor Konstants og kan som sådan også ses som et politisk program .


Som kilde skal man dog være opmærksom partiskheden i skriftet .



Den anden kilde er historikeren Ammianus Marcellinus' beretning om begivenheden .


Ammianus var højtstående i hæren det tidspunkt begivenhederne udspiller sig , men befandt sig daværende tidspunkt i Mellemøsten , og han har altså ikke selv overværet det han skriver om .



Selv om de to kilder grundlæggende er skrevet ud fra samme synspunkt ;


de var begge ikke kristne , og Ammianus var tro mod Julian som han tjente i hæren , er der stadig mange forskellige punkter hvorpå de supplerer hinanden at der kan udledes en del ved at sammenstille dem begge .



Julians version i brevet til Athen



Efter soldaterne i Gallien havde udnævnt Julian til Augustus og Konstants gjort sin holdning klar , var Julian rykket til Illyricum med sin hær og gjorde sig der klar til at rykke mod Konstantius som befandt sig i Konstantinopel .


Julian skrev her tre breve som han sendte til de græske byer og Sparta og foruden dem sendte han et til Rom .


I disse breve beskriver Julian situationen som han opfattede den , og han går især ind hvordan han selv og broderen Gallus var blevet behandlet af deres onkel Constans i årene efter Constantius var blevet kejser .



Af disse fire breve har vi kun brevet til Athen bevaret .


Af de mange i brevet der hentyder til Athens historie og religion vi indse at hvert brev har været skrevet specifikt til modtageren , men samtidig det fastslåes at argumenterne næppe har været forskellige i de fire breve .



Julian starter med årene lige efter Constans blev kejser .


Konstantin den Store var død og en strid startede mellem dennes sønner og Constantins broder Julius Constantius , Julians far .


Constants vandt denne strid men først efter at have foranstaltet mordene sin egen bror og Julians forældre .


Julian og dennes bror Gallus var selv nær ved at blive dræbt , men blev skånet da Constans kone Euseubia gik i forbøn for dem .


I stedet blev de sendt til den fjerntliggende fæstning Macellum i Armenien hvor de blev opfostret i streng isolation fra omverdenen og blandt tjenestefolk der mere kunne opfattes som fangevogtere end tjenere .



Efter seks år blev Julians storebror udnævnt til Cæsar af Constans og blev sat til at styre det østlige rige med hovedsæde i Syrien .


Gallus viste sig dog at være lidt af en tyran og misbrugte sin magt det groveste .


Dennes regime endte nogle år senere , da Constants lokkede Gallus til at komme og besøge sig uden Gallus' livgarde hvorefter han blev myrdet .


Julian indrømer selv at Gallus havde opført sig som en forbryder , men påkalder sig den romerske ret , der siger at selv en forbryder har lov til en forsvarstale før dommen , noget som Constants ikke gav Gallus før han beordrede ham myrdet .



I mellemtiden var Julian blevet flyttet rundt til forskellige steder i riget , dog altid under streng overvågning .


Først da blev voksen kunne han lov til at tage til Athen hvor han studerede filosofi i 2 år .


Det er sandsynligvis her Julian har endelig fattet beslutningen om at tilbede de gamle græske guder og forkaste kristendommen .


Han holdt dog dette hemmeligt , og først da han bliver udnævnt til Augustus erkender han åbenlyst sin tro for andre end sine nærmeste venner .



Uroligheder i Gallien



Imidlertid udbryder der uroligheder i Gallien da germanske stammer krydser Rhinen og hærger store områder , og ikke nok med det , i stedet for at tage tilbage slår disse stammer sig ned i de plyndrede områder , og holder dermed et område der indbefatter over 50 byer i et jerngreb .


I mangel af voksne efterkommere Constants sig nødsaget til at udnævne Julian som Cæsar for at styr urolighederne der .


Det syntes dog som om Constants kun halvhjertet føler for projektet for han giver ikke Julian myndighed over andet end kejserens billede og kåbe , dvs han blev sendt som en der skulle videregive kejserens autoritet symbolsk , mens generalerne stadig havde kontrol med hæren .



Julian fik selv kun en eskorte 360 mænd , og da han ankom til Gallien blev han endda nødt til at sprede disse til omkringliggende byer som sendte nødråb om hjælp , mens Julian var i Paris under opsyn af Constants tro tropper .


Alligevel har Julian dog haft noget at sige i den følgende sommers militærkampagne , for de indtrængende stammer bliver jaget ud af Gallien , og Julian får endelig den formelle kontrol over hæren pga sin effektivitet som hærfører .


Det følgende år gennemfører han kampagner over Rhinen og undertvinger de nærmestboende stammer , samtidig sikrer han grænsebyerne og fæstningerne .



Kravet om tropper



Situationen i Gallien er nu under kontrol og Constants forbereder sig en storoffensiv mod Persien som i nogle år havde ædt sig ind de romerske besiddelser i en langvarig krig i Mellemøsten .


Han sender derfor ordre om at Julian skal sende hvad der svarer til det meste af hans hær til Constants i Konstantinopel de kan deltage i krigen i østen .


Dette er imidlertid et problem for Julian .


Hans hær består hovedsagligt af delinger fra Gallien og Germanien og disse er hvervet med udtrykkeligt løfte om at blive indsat syd for Alperne , dvs udenfor deres egne hjemlande .


Interessant nok nævner Julian ikke dette i brevet til Athen , kun Ammianus nævner det .


I stedet skriver han , efter at have nævnt de forskellige personer der af Konstants er blevet sendt til Gallien for at fratage Julian magten :



Løftet som ellers kunne anses for et meget logisk argument i denne sammenhæng er nok udeladt på grund af modtagerens adresse .


Skrivelsen til Athen er , som Julians oversætter W. C. Wright rigtig hævder , holdt i en stemning som om Julian skrev til et klassisk græsk samfund fra 400 f.v.t. og ikke et halvt kristent senantikt Athen fra 361 e.v.t. Derfor anser han også at grækerne ikke er meget interesserede i løfter givet til barbarer , som soldaterne der kommer fra Gallien og Germanien , ville anses at være for den klassiske græker .


Om denne opfattelse stadig var relevant i Julians tid er mere tvivlsomt , men Julian var alle måder en anakronistisk person , der prøvede af alle kræfter forgæves som det viste sig at gendindføre antikkens guldalder dette tidspunkt .


I stedet for at fortælle om løftet bruger Julian igen truslen mod hans personlige sikkerhed , og Galliens sikkerhed som helhed , over for denne handling fra Konstants side .



Som Ammianus beskriver det



Hos Ammianus se nedenfor er dette løftebrud den nærmeste årsag til oprøret hos soldaterne , og hos Julian synes det efterfølgende også lidt svagt , da der ikke er nogen vægtig grund til at soldaterne skulle gøre oprør dette tidspunkt , ud over en personlig tilknytning til Julian som general , noget han ikke ligefrem fremhæver .


Julian nævner et brev der cirkulerede i Paris som den direkte årsag til oprøret .


Her er hans beskrivelse af brevet og effekten :



Her nævnes indirekte løftebruddet , som forræderiet mod gallerne .


Brevet får Konstants udsendinge til at opfordre Julian til at sende tropperne af sted med det samme før flere breve ankommer , men Julian tøver , han vil helst vente til en af Konstants betroede kommer tilbage fra en rejse til England , er der uenighed om ruten soldaterne skal tage .



Oprørets første faser



Næste dag gør soldaterne oprør og udnævner Julian til Augustus , en titel som han ifølge en lang kejsertradition , kun modstræbende accepterer .


Det skal her siges til Julians forsvar , ifølge ham selv , at i de breve som Julian sender til Constants for at forsvare sig titulerer han stadig kun sig selv som Cæsar .


Dette er sandsynligvis rigtigt , da man huske at Julian skriver dette i 361 mens Constants stadig er ved magten og det til folk som er indenfor Konstants magtområde , det ville være uklogt at lyve om dette til athenerne , da Konstants hurtigt ville kunne bevise dette ved at offentliggøre brevene .



Julian får hurtigt magten i Gallien , Constants mænd bliver fanget men Julian sender dem uskadt tilbage til Konstants som et tegn forsoning .


Men Konstants svar herpå er at opfordre kongedømmer i Germanien og Donau området til at angribe Gallien , og han samler forsyninger grænsen og sender penge til barbarhøvdingerne .


Uheldigvis for Konstants bliver en af disse høvdinger fanget under konflikten med breve fra Konstants sig Julian er nu sikker i sin sag .


Det er enten ham eller Constants .



Slutningen Julians brev kan forekomme lige vel pessimistisk , men fortæller os at Julian selv var langt fra sikker sejr .


Konstants styrker var langt talrigere end Julians , men Julians var kamptrænede og krigserfarne .


Meningen med brevene i tilfælde af at han taber vil da være at redegøre for hans handlinger , en forsvarstale som hans bror Gallus aldrig fik .


Som bekendt nåede konflikten en afgørelse før det endelige slag stod .



Ammianus version



Ammianus' version af begivenhederne skiller sig væsentlige punkter ikke fra Julians .


Desværre har vi ingen viden omkring Ammianus' kilder .


Men da han var en samtidig med begivenhederne har han haft rig mulighed for at udsagn fra øjenvidner , desuden Julians breve til de græske byer og Rom også have været offentliggjort dette tidspunkt .


Ammianus' stilling som højtstående i den romerske hær har uden tvivl også givet ham gode kilder til viden om forholdene .


Hans beskrivelse er meget detaljerig overalt hvor det drejer sig om militære anliggender , og der er ingen grund til at tvivle de tekniske detaljer , som mange uddyber Julians beretning .


For eksempel får vi præcist at vide hvilke tropper der skal tages fra Julian og føres til Persien :



dette tidspunkt bestod en legion kun af cirka 1000 mand , mens hjælpetropdelinger kunne variere i antal men var sandsynligvis et noget større antal soldater .


Julian skriver at det var strengt taget alle de bedste af hans tropper det denne måde var beregnet at tage fra ham , hvis han ikke i dette overdriver for at styrke sympatien for sig selv , er det ikke en stor hær han i de forrige år har brugt til at sikre Gallien .



Her følger det løfte til barbarerne som Julian ikke selv nævner i sit brev :



Ammianus skriver dog heller ikke om dette fordi han synes det ville være forkert at bryde løftet overfor de frivillige , men fordi det kunne skræmme fremtidige rekrutter væk .


En vægtig grund for en soldat , som godt vidste hvor farlig dette kunne være for sikkerheden for de galliske grænser , hvis dette skete .


Argumentet kunne meget vel være brugt af Julian overfor gallerne i hans nærhed , men han mente der skulle tages andre begrundelser i brug over dem der boede syd for Alperne , og som jo netop blev berøvet et væsentlig supplement til deres forsvar på grund af et sådant løfte .



Julian overvejer situationen



Ammianus fortsætter beretningen med at fortælle om hvorledes Julian overvejer hvordvidt han skal nedlægge kejserværdigheden frem for at medvirke til at lægge Gallien øde .


Han beslutter sig dog for at adlyde og tænker det bedst at sende soldaterne af sted hurtigst muligt for at det overstået .


Da , beretter Ammianus , findes et brev henkastet jorden i Petulanternes lejr :



Citatet skal nok ikke tages bogstaveligt .


Ammianus' værk er , ligesom størstedelen af al antik historieskrivning , fyldt med lange citerede taler som han umuligt kunne have hørt endsige vide noget om deres indhold .


Og skønt dette er en skriftlig meddelse der kan have overlevet og engang kommet Ammianus i hænde , taler sandsynligheden snarere for at Ammianus har digtet et indhold som han mente hørte til hændelserne .


Vi kan derfor ikke ud fra citatet dømme om det skulle have været Julian der havde forfattet brevet .


Det er dog ikke urealistisk , alene de 3 bind af Julians skrifter som har overlevet til i dag , hvoraf cirka halvdelen er kampskrifter af den ene eller anden slags såsom brevet til Athen , viser os at Julian var fortrolig med propagandaen som våben og endda ikke ueffen til det .


Både Julian og Ammianus fortæller os at det var dette skrift der endelig opildnede tropperne til oprør .


Der har uden tvivl været hidsige gemytter og dårlig stemning hos tropperne før dette , men det var dette skrift der kunne samle alle de utilfredse til en bevægelse .


Julian nævner at hans egen skæbne beklages i skriftet , soldaterne har derfor forstået at de kunne hente støtte hos ham hvis de gjorde oprør , fordi Julians skæbne var ligeså fortvivlende som deres egen .



Julian spiller selv en aktiv rolle



Også Julians tidligere historie , især hele hans families død for Constants hånd taler for at Julian har skrevet brevet .


Da situationen efterhånden har vist at Julian kunne forvente samme skæbne som sin bror , nu da Gallien var sikret og Konstants ikke mere havde brug for ham , måtte Julian beslutte sig til at kæmpe imod mens han endnu besad magt nok til det .



Hvad Ammianus videre fortæller er også oplysende , det taler nemlig endnu mere for at Julian havde spillet en meget mere aktiv rolle end han selv lader fremstille i sit brev .


Julian skriver at han efter brevet og efter at have set soldaterne marchere af sted mod den lejr de skal samles i inden afrejsen , ikke vidste hvad soldaterne foretog sig dagen inden oprøret , da han befandt sig et landsted et stykke væk og pludselig blev vækket af soldaterne der krævede ham som kejser .


Ser vi derimod Ammianus' version , efter at Julian har mødt de marcherende soldater :



Den følgende nat sker oprøret .


Julian har altså haft mulighed for at koordinere det med officererne , og det er ikke svært at forestille sig hvad bønnen de havde hjerte bestod i .



Oprøret forstærkes



Den næste handling der forstærker oprøret er et falsk rygte om at Julian er blevet snigmyrdet .


Efter at han af soldaterne er blevet udråbt til Augustus er der en stilstand , hvor Julian stadig befinder sig landstedet omgivet af de mange højtstående officerer som Constants havde sendt til ham plus en anseelig garde der stadig er tro mod Constants .


Da rygtet breder sig i soldaterlejren at Julian er blevet snigmyrdet samles de igen om Julian og denne gang med fjendtlige tilråb mod Konstants mænd .


Julian forhindrer soldaterne i at slå dem ihjel men de bliver under alle omstændigheder fanget og sendt tilbage til Constants , dette beretter Ammianus .



dette punkt er Julians brev til gengæld mere udførligt .


Hvor det hos Ammianus bare er et falsk rygte og et udtryk for soldaternes pirrelie humør , skriver Julian at Constants mænd rent faktisk havde fjendtlige hensigter :



Julian påstår at der rent faktisk var et komplot imod ham , men ved at være passiv fik han soldaterne til at gribe ind uden selv at fremstå som den styrede begivenhederne , selv om uden tvivl vidste hvad han gjorde i denne situation .


Julian havde igennem fire års krig i Gallien vist sig som en fremragende strateg og hærfører , han vidste nok hvad der skulle til for at soldaterne til at kæmpe for sin sag .



Ammianus skriver at Julian samler alle sine tropper og holder en tale for dem hvor han endelig officielt accepterer kejsertitlen .


Ammianus skriver her en tale der mange punkter har lighed med argumenterne i Julians brev til Athen , dog da denne er til soldaterne med fokus deres syn tingene , men han fremhæver den dårlige behandling han har fået af Konstants , og Konstants tagen æren for Julians sejre i Gallien og endelig løftebruddet over for soldaterne .


Igen er det værd at huske at denne tale sandsynligvis er frit opfundet af Ammianus , og at det mere er et udtryk for hvad han mener Julian ville have sagt i pågældende tilfælde , end det er hvad vi kan være sikre Julian ville have sagt i situationen .



Regeringstiden



I sin korte regeringstid udfoldede Julian en hektisk aktivitet for at nedbryde kristendommens stilling ;


han fratog den al statsstøtte og kejsergunst , afskedigede kristne embedsmænd osv. , men synes at have afholdt sig fra voldelige overgreb .


I stedet prøvede han stort set uden held at reformere de gamle religioner , paradoksalt nok efter kristne administrationsprincipper , og gjorde selv meget for at propagandere for nyplatonismen .


I øvrigt gennemførte han flere sociale reformer og byggearbejder .


I 362 drog han i krig mod perserne og her faldt han i et sejrrigt slag året efter .


Med ham uddøde Konstantins slægt og forsøget at standse kristendommen .



Julian efterlod sig flere satiriske og filosofiske skrifter , hvor han polemiserer mod kristendommen .


Tilnavnet hentyder til , at han først officielt var kristen , før han faldt fra troen .



Henvisninger



Litteratur



W.C. Wright (overæstter) - <S1>The Works of the Emperor Julian</S1> (3 bind), Harvard University Press, 1998.



V. Ullmann oversætter Ammianus Marcellinus Femogtyve år af Roms Historie 2 bind , Arendal , 1877-1880 .



Desuden har Henrik Ibsen behandler Julians liv i sit drama Kejser og Galilæer 1873 .



Ekstern henvisning



www.roman-emperors.org/julian.htm



Because no values have been specified for the prop parameter, a legacy format has been used for the output. This format is deprecated, and in the future, a default value will be set for the prop parameter, causing the newformat to always be used.



Kategori :


Kejsere fra Romerriget Kategori :


Nyplatonisme

 

Add Expression

ReadMe: Don't use this for context-based errors!

User Dictionaries are a powerful tool, but with that power comes...you know the rest.

In particular, you should not use a User Dictionary to correct errors in the translation. If the translation failed due to an incorrect analysis, such as mistaking a verb for a noun, you should instead tell us about it.

Ideal candidates to go into a User Dictionary are terms and expressions where you always, in all contexts, for all word classes want your own alternative translation to be picked.

Please enter expressions in dictionary lookup form (uninflected) where possible. Valid exceptions are where the expression is inherently plural, such as shorts or trousers.

Post-Edit Actions